Livet i hallerne
Mange høns ser aldrig dagslys eller mærker græs under fødderne. De lever hele eller næsten hele deres liv indendørs.
Frie Vinger
Om Frie Vinger
Mit navn er Lina, og jeg står bag Frie Vinger. Jeg begyndte arbejdet, fordi jeg ikke kunne glemme mødet med de høns, der lever deres liv i ægindustrien uden plads, frisk luft og mulighed for at gøre de ting, der er naturlige for dem.
I Frie Vinger redder jeg høns, som ellers ville være blevet aflivet, giver dem pleje og finder nye hjem, hvor de kan få lov til at være høns. Samtidig arbejder jeg for at gøre deres historie synlig, så flere ser dem som de individer, de er.
Mit arbejde for hønsene startede, da min mand og jeg adopterede seks burhøns. Denne oplevelse satte sig i mig, og det lagde grunden til Frie Vinger og mange flere redninger.
Jeg vil aldrig glemme den første gang, jeg så en burhøne. Jeg åbnede døren ind til en stor produktionshal, hvor der var flere etager med lange rækker af bure, hvor tusindvis af høns var spærret inde.
På gulvet foran mig stod en lille høne og stirrede på mig. Hun må være faldet ud af buret og gået rundt i den mørke hal i et forsøg på at finde mad og vand. Synet af den lille høne, der manglede næsten alle sine fjer, og som nok aldrig havde set solens stråler, ætsede sig fast i min hukommelse.
Det gjorde mig fast besluttet på at kæmpe for, at ingen dyr skal leve, som hun gjorde.
De første seks høns, jeg reddede, manglede deres fjer, havde store sår og var generelt enormt medtagne efter tiden i industrien. Men de kom sig heldigvis hurtigt, fik nye fjer og blev sunde og raske.
Det viste sig, at rigtig mange mennesker var interesserede i at gøre noget lignende. Jeg begyndte at få henvendelser fra folk, der gerne selv ville adoptere burhøns og give dem et godt liv.
Derfor begyndte min mand og jeg at arrangere større redninger af 100-200 høns per gang, som blev tilset, passet og plejet og bagefter bortadopteret til kærlige familier.
Vi har siden Frie Vingers start informeret tusindvis af mennesker om hønsenes forhold i landbruget og reddet over 1500 høns og givet dem en ny chance.
Selv efter så mange redninger, bliver jeg stadig berørt, hver gang jeg ser en burhøne gå i græsset og mærke solen og vinden i fjerene for første gang. Og det motiverer mig til at redde endnu flere høns i fremtiden!
/Lina
En høne, jeg aldrig glemmer
Petra blev reddet af Frie Vinger. Da hun kom her, havde hun et skadet ben og kunne næsten ikke gå. Efter dyrlægehjælp og ro fik hun langsomt kræfterne tilbage, og kort tid efter kunne hun bevæge sig frit rundt og opleve livet uden for buret for første gang.
For mig blev Petra et stærkt billede på, hvorfor arbejdet betyder noget. Hun fik ikke bare et bedre liv selv, men var også med til at ændre mange menneskers syn på høns.
Petra medvirkede i filmen Mit liv som burhøne, som er oversat til en lang række sprog, og hun var også med til at bringe hønsenes historie ud til et større publikum gennem tv og besøg fra kendte profiler.
Petra blev reddet sammen med en flok høns, der ellers skulle have været aflivet. Da hun kom hertil, kunne hun næsten ikke gå, fordi hun havde et dårligt ben, som tydeligt havde generet hende længe. Hun fik den dyrlægehjælp, hun havde brug for, og lidt efter lidt begyndte hun at støtte på benet igen.
At se Petra tage sine første skridt uden smerter var stort. Hun fik lov til at mærke græs under fødderne, skrabe i jorden, hvile i solen og leve et liv, hvor hun ikke længere var begrænset af burets tremmer.
Petra blev også en vigtig ambassadør for andre høns. Hun gav tusindvis af mennesker et indblik i, at høns ikke bare er en del af produktionen, men individer med personlighed og et liv, der betyder noget. Hun blev stjerne i filmen Mit liv som burhøne og fik også besøg af både Dan Jørgensen og Linse Kessler og var med i Familien fra Bryggen.
Hønsene i industrien
Frie Vinger arbejder ikke kun for de høns, vi redder, men også for at skabe opmærksomhed om forholdene for de mange flere, der stadig lever i industrien.
Mange høns ser aldrig dagslys eller mærker græs under fødderne. De lever hele eller næsten hele deres liv indendørs.
Buræg, skrabeæg, frilandsæg og økologiske æg adskiller sig, men produktionen er stadig indrettet efter output mere end dyrenes behov.
Hønsene udskiftes, selv om de stadig kan have mange gode år foran sig.
I Danmark produceres der æg i fire hovedkategorier: buræg, skrabeæg, frilandsæg og økologiske æg. Forskellene på produktionsformerne har primært at gøre med, hvor meget plads den enkelte høne har at leve på, og om de har adgang til et udeareal.
I produktion af buræg må der være 13 høns per m2. Hønerne lever i trådbure, hvor de er op til 10 høns per bur, så hver høne har lidt mere plads end, hvad der svarer til ét A4-ark. Hønerne har ikke krav på dagslys i produktionshallen, og de kommer aldrig udenfor.
Der skal være siddepinde, en rede samt mulighed for at skrabe og støvbade i burene. Men burhøns lever stadig under forhold, der ikke giver dem mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd. De kan ikke skrabe i jorden, løbe frit eller mærke dagslys.
I produktion af skrabeæg må der være 9 høns per m2. Hønerne lever på gulvareal og har mere plads end burhøns, cirka to A4-ark hver. Hønerne har ikke krav på dagslys i produktionshallen, og de kommer ikke udenfor.
Der er reder og siddepinde oppe i højderne, som hønerne frit kan bevæge sig op til. Mindst en tredjedel af gulvarealet dækkes med strå, høvlspåner, sand eller tørv. Hønsene holdes ikke i bure, men går i flokke fra 3.000 til 10.000 individer, og det er stressende og unaturligt for høns at gå i så store flokke.
I produktion af frilandsæg må der være 9 høns per m2. Produktionshallen minder om den i skrabeægsproduktionen med siddepinde, reder og strøelse. Hønerne har ikke krav på dagslys i produktionshallen, men de skal have adgang til et udeareal på 4 m2 per høne, når vejret tillader det, og jorden skal overvejende være dækket af vegetation.
De går i flokke på mellem 3.000 og 12.000 individer.
I produktion af økologiske æg må der være 6 høns per m2. Hønsene har krav på dagslys i produktionshallen, og de skal have adgang til et udeareal på 4 m2 per høne. Det betyder, at de har bedre mulighed for at udnytte naturens ressourcer og opfylde deres naturlige behov.
Jorden udenfor skal være dækket af vegetation, og de får økologisk grovfoder. Hønerne går i flokke på op til 3.000 individer. Med større bevægelsesfrihed og adgang til udeareal har de bedre mulighed for at få dækket deres naturlige behov.
På trods af forskellene på de fire produktionsformer er der en række problemer, der er fælles for dem alle.
I ægindustrien bliver alle hanekyllinger slået ihjel umiddelbart efter klækningen, fordi de er værdiløse for producenterne. De kan ikke lægge æg, og det kan ikke betale sig at fede dem op for at slagte dem. Derfor bliver de slået ihjel på rugerierne. Det sker typisk ved, at de bliver smidt ned i en spand, hvor de gasses med kuldioxid.
Alle unge høns i ægindustrien, de såkaldte hønniker, lever under forhold, der er dyrevelfærdsmæssigt problematiske. De unge høner lægger deres første æg, når de er 18-20 uger gamle. Indtil da er de ikke omfattet af reglerne for æglæggende høns, fordi de teknisk set ikke er æglæggende høns endnu.
I skrabe- og frilandsægproduktion er det almindeligt at holde op til 20 unge høns per m2, og i burægproduktion helt op til 35 per m2. I økologisk ægproduktion går de op til 15 unge høns per m2. De økologiske unge høns skal som de eneste unge høns have adgang til et udeareal, hvor der må være hele 30 unge høns per m2.
Alle høns i ægindustrien bliver slået ihjel i en alder af kun ca. 18 måneder. Mange af dem aflives i et såkaldt Chick Pulp-anlæg, som de smides ned i, hvorefter de gasses og kværnes og ofte bruges til dyrefoder. Andre sendes på transporter til udlandet, fordi der ikke er nogen danske slagterier, der slagter ægindustriens udsætterhøns.
Hønsene hos Frie Vinger
Når hønsene kommer til Frie Vinger, begynder en helt ny del af deres liv. Mange oplever for første gang græs under fødderne, sol på kroppen og plads til at bevæge sig frit. Her ser vi dem finde ro, nysgerrighed og personlighed frem.
Nogle er forsigtige i starten. Andre går hurtigt på opdagelse. Fælles for dem er, at de får mulighed for at være høns på deres egne præmisser.
Sammen med tusindvis af andre høns var hun spærret inde i en vinduesløs produktionshal, hvor luften var tyk af støv, og stanken af ammoniak fra deres afføring rev i næsen. Her levede Lykke i over et år. Her stod hun, sov hun og spiste hun. Hun så aldrig dagens lys, mærkede aldrig græs under sine fødder og trak aldrig frisk luft ned i sine lunger.
Som så mange andre høns i ægindustrien begyndte Lykke og de andre høns i buret at plukke fjerene af sig selv og hinanden i frustration over at leve under så unaturlige forhold.
Lykkes liv ændrede sig dog den dag, hun og alle de andre høns skulle aflives, fordi de ikke længere lagde æg nok.
Det var på et hængende hår, at Lykke blev reddet. Hun var nemlig blevet taget ud af buret og båret helt hen til aflivningsmaskinen.
Men landmanden tabte hende, så hun røg ned på jorden. Der lå hun skrækslagen og medtaget, mens hendes artsfæller blev slået ihjel få meter fra hende.
Jeg stod et stykke derfra og læssede omhyggeligt høns i vores varevogn. Jeg skulle til at afsted, for jeg havde hentet alle de høns, som jeg havde fundet nye familier til. Men jeg fik øje på Lykke, der lå på jorden, og mit blik kunne ikke slippe hende. Jeg løb hen og samlede hende op, inden landmanden nåede at bøje sig ned efter hende.
Det blev Lykkes redning. Hun blev reddet og levede efterfølgende 4,5 år hos Frie Vinger som en rigtig høne med vind i fjerene og græs under fødderne.
/Lina
Tilde var med næsten fra Frie Vingers begyndelse, da hun blev reddet i 2012. Hun blev næsten 10 år gammel og nåede at få over 8 år i frihed. Det er en høj alder for en høne og meget, meget gammelt for en eks-burhøne, som typisk lever 3-4 år, efter de er blevet reddet.
Fordi Tilde ikke havde været spærret inde så længe som mange af de andre høns, jeg har reddet, var hun og de andre i hendes bur endnu ikke begyndt at plukke fjerene af sig selv og hinanden. Tilde var derfor en af de få burhøns, der ikke så særlig medtaget ud, da hun kom hertil. Men selvom hun lignede en almindelig høne, var det alligevel tydeligt, at hun ikke var det. Hun var mærket af at have været spærret inde.
Hver dag havde hun oplevet, at hendes naturlige behov ikke blev opfyldt. F.eks. går der ikke mange dage, fra en kylling kommer ud af ægget, til den begynder at skrabe i jorden. Det ligger instinktivt i den, at det er noget, en kylling skal gøre. Men Tilde havde ikke kunnet skrabe i jorden. Hun havde jo levet i et bur af trådnet. Da hun blev reddet, tog det hende derfor et stykke tid at lære, hvordan man er en “rigtig” høne.
Men hun kom hurtigt efter det, og med tiden lærte hun både at skrabe i jorden, støvbade og baske med vingerne og i det hele taget leve det gode hønseliv.
Tildes historier understreger tydeligt, hvorfor vi redder høns fra industrien og giver dem en ny chance. For der er masser af gode år og oplevelser tilbage i dem, for både dem og de familier, der har mod på at tage dem til sig.
/Lina
Dyrlægen mente, at Hannah trods sin fortid som burhøne var stærk nok til at klare operationen. Og dyrlægen havde ret. Hannah klarede operationen uden problemer.
Alt var spændende i Hannahs øjne, og hun havde en helt igennem sprudlende personlighed. Hun var nemlig ikke bare en sød og menneskeglad høne, hun var også enormt aktiv og nysgerrig. Hannah stod stort set aldrig stille, for der var altid et eller andet, hun skulle undersøge. Det kunne være en ny halmballe i hønsegården, en sommerfugl, der fløj hen over hendes hoved, eller lydene fra vilde fugle, der gemte sig inde i hækken.
Hver morgen løb hun bogstavelig talt ud af hønsehuset, klar til at tage hul på en ny dag fuld af oplevelser. Når man så Hannah løbe rundt og undersøge alt omkring sig, var det ikke til at forstå, at hun engang havde været spærret inde på så lidt plads, at hun ikke engang kunne strække sine vinger.
/Lina
Da Petra kom hertil efter at have tilbragt halvandet år som burhøne, havde hun et dårligt ben. Hun kunne ikke støtte på det og kunne derfor næsten ikke gå. Bare det at holde sig oprejst var en smertefuld kamp for hende.
Petras ben var formentlig blevet skadet, da hun som ung høne skulle sættes i bur. Noget tydede i hvert fald på, at hun havde levet med det dårlige ben længe. Jeg sørgede for, at hun fik den dyrlægehjælp, hun helt tydeligt havde brug for.
Ingen høns i landbruget får dyrlægehjælp, fordi en hønes liv har så lidt værdi i produktionen, at det ikke kan betale sig. Men kort tid efter dyrlægebesøget kunne Petra støtte på benet igen. Efter få uger kunne hun gå rundt i haven, og da hun havde været ude af buret i en måned, gik hun som om, hun aldrig havde haft problemer med benet.
At se Petra tage sit første skridt med to raske ben var stort. For ikke nok med, at hun endelig kunne bruge sit ben igen, så kunne hun også for første gang i sit liv bevæge sig rundt, uden at tremmerne fra et bur begrænsede hende.
Petra fik et godt liv og oplevede alle de ikoniske eks-burhønse-øjeblikke: tage sit første skridt uden at blive begrænset af burets tremmer, mærke græs under fødderne for første gang, skrabe i jorden, mærke solen på kroppen og lægge sit æg i en rede, hun selv havde bygget.
Og så var Petra en fremragende ambassadør for sine artsfæller og gav tusindvis af mennesker et indblik i sit liv og sin personlighed og var på den måde med til at ændre mange menneskers syn på høns.
Hun havde også nogle oplevelser, som de færreste høns får. Hun blev stjerne i vores film Mit liv som burhøne, der i dag er oversat til knap 20 sprog, og hun havde besøg af både politiker Dan Jørgensen og Linse Kessler og var med i tv i Familien fra Bryggen.
Petra fik 6 gode år hos Frie Vinger. Og det bur, hun var spærret inde i, da hun levede som burhøne, er for længst kasseret, for producenten er en af de mange, der har lagt sin produktion om og ikke længere producerer buræg.
/Lina
Adoptér en høne
Høns er sjove, nysgerrige og kloge dyr med hver deres personlighed. Nogle elsker kontakt, andre holder mere afstand, og mange overrasker med, hvor meget liv og karakter de bringer med sig.
Hvis du gerne vil give nogle af de høns, vi redder, et nyt og godt liv, anbefaler vi, at du først læser om, hvordan adoption foregår, og hvad det kræver at holde høns.
Det er ikke altid muligt at adoptere, fordi det afhænger af, hvornår vi har mulighed for at redde høns, og hvilke høns der er klar til at flytte videre.
Vi forsøger at lave redninger af høns flere gange om året. Så snart en ægproducent bekræfter, hvornår der kan hentes høns næste gang, går vi i gang med at planlægge afhentningen. Når alt det praktiske er på plads, åbner vi for reservation gennem Frie Vingers kanaler, hvor der også vil være information om afhentningstid og -sted.
Vi henter som regel mellem 100 og 200 høns per redning. Når hønsene kommer frem, bliver de undersøgt, får ro, mad og vand, og vi vurderer, hvilke høns der har brug for ekstra pleje eller dyrlægehjælp, før de kan komme videre til deres nye hjem.
Adoption afhænger af, hvornår vi har mulighed for at redde høns. Derfor kan der være perioder, hvor det ikke er muligt at adoptere, og andre perioder, hvor der kommer flere høns på én gang.
Hønsene kan typisk hentes på Fyn, og nogle gange er det også muligt at mødes på Sjælland. Som udgangspunkt adopteres hønsene i mindre flokke, så de får gode sociale forhold.
Der kan være en adoptionspris, som hjælper med at dække udgifter til blandt andet transport, pleje og dyrlægehjælp.
Før du adopterer, er det vigtigt at sætte sig ind i, hvad det kræver at holde høns. De skal have adgang til mad og vand, et trygt hønsehus, passende udeareal og løbende pasning.
Vi anbefaler, at alle interesserede læser pasningsvejledningen grundigt, før de beslutter sig.
Når der igen er mulighed for adoption, deler vi information gennem Frie Vingers kanaler. Her vil du kunne læse mere om, hvornår der kan reserveres høns, og hvordan afhentning foregår.
Støt arbejdet
Frie Vinger er afhængig af støtte for at kunne redde høns, give dem pleje og fortælle deres historie. Din støtte er med til at gøre konkrete redninger mulige og holde oplysningsarbejdet i gang.